Frederikssund Kommunes logo
2. juni 2025

Forslag til Kommuneplan 2025 til 2037 er i høring

Kommuneplaner udarbejdes hvert fjerde år og beskriver Byrådets mål og ønsker for kommunens udvikling de næste 12 år. Kommuneplanen viser således, hvordan byerne og landområderne må bruges og bebygges gennem kommuneplanrammerne og i retningslinjerne.

Indhold i en kommuneplan

I en kommuneplan kan du læse blandt andet, hvor der er mulighed for skovrejsning og lavbundsarealer, hvor der er naturområder og potentialer for nye naturområder, hvor der er risiko for oversvømmelser og hvilke smukke landskaber, der skal beskyttes. Samtidig kan du også se, hvor kommende byudvikling kan ske samt rammerne herfor eller hvor erhverv, tekniske anlæg og trafikanlæg planlægges. Du kan læse om klimatilpasning, udvikling i vores landsbyer, retningslinjer for ferie- og fritidsanlæg og meget mere.

Forslag til Kommuneplan 2025 sætter rammerne for udviklingen de kommende 12 år

Arbejdet med kommuneplanen blev indledt i 2023, hvor Frederikssund Byråd offentliggjorde Planstrategi 2023 for Fremtidens grønne udviklingskommune.

I Planstrategi 2023 har Byrådet sat fokus på at fremme den grønne dagsorden indenfor klima og natur i kommunens byer og landskaber samt understøtte stærke lokale fællesskaber.

Forslag til Kommuneplan 2025 understøtter planstrategiens visioner for en bæredygtig udvikling af kommunen og styrkede lokale fællesskaber. Der gives mulighed for nye byudviklingsområder samt nye udviklingsmuligheder i en række eksisterende erhvervsområder.

For at understøtte liv og handel i byerne i kommunen indeholder forslag til Kommuneplan 2025 som noget nyt strategiske mål og virkemidler for udviklingen af byerne Frederikssund, Slangerup, Skibby og Jægerspris. Derudover ændres byernes regulering af detailhandel med henblik på at understøtte handelslivet i bymidterne. I Jægerspris er der udpeget bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer, så det nu er alle kommunens fire hovedbyerne, hvor bevaringsværdier er registeret.

For at understøtte den grønne omstilling og beskytte vores smukke landskaber, landsbyer og naturområder indeholder forslag til Kommuneplan 2025 opdaterede områder, hvor der kan ske skovrejsning samtidig med, at landskabsbeskyttelsen opdateres i lyset af den nye fjordforbindelse. Inden for vedvarende energi ændres i retningslinjerne for solcelleanlæg og fokus på tilpasning i landskabet styrkes.

Forslag til Kommuneplan 2025 kan læses på kommunens hjemmeside.

Høring og borgermøde

Byrådet vil gerne høre din mening om forslaget til Kommuneplan 2025–2037. Høringen varer i 10 uger fra 26. maj til 4. august 2025.

I høringsperioden bliver afholdt et borgermøde den 19. juni 2025 klokken 19 til 21 i Kulturhuset Elværket i Frederikssund.

På mødet har du mulighed for at høre om forslag til Kommuneplan 2025 og den tilhørende miljøvurdering, samt stille spørgsmål til begge dele.

Du finder høringsmaterialet og information om, hvordan du tilmelder dig borgermødet på vores hjemmeside.

Hovedgaden i Jægerspris, der er en del af det nyudpegede kulturmiljø for Jægerspris bymidte. Foto: Frederikssund Kommune.Hovedgaden i Jægerspris, der er en del af det nyudpegede kulturmiljø for Jægerspris bymidte.

Foto: Frederikssund Kommune.

OSZAR »